Hamlet
Hamlet

Opført i 2004 i Musikhuset Århus William Shakespeares ”Hamlet” må være skuespillet over alle skuespil. Dramaet over dem alle. Med firehundrede år bag sig, skrevet og udgivet ca. 1601, er det blevet spillet og fortolket på mange og vidt forskellige måder. Til tider med vægt på det lette og underholdende, til tider med vægt på de forskellige psykologiske kræfter omkring intriger, løgne, bedrag og selvbedrag. Musical Syd har denne gang valgt at lave en ny og spændende opsætning af Shakespeares fortælling om den danske prins Hamlet. Forestillingen bliver på én gang tro mod det oprindelige stykke og samtidig nyskabende med nyskrevet musik, store koreograferede danseoptrin og interaktion med videosekvenser som en integreret del af forestillingen. Der er masser af eviggyldigt godt stof i historien om Hamlet. Der kan drages paralleller til enhver ung mand, der måtte være i en lignende situation, til enhver, der må forholde sig til livets til tider barske omstændigheder. Der kommer nye sider frem hos det menneske, der pludselig befinder sig i det fremmede. En overlevelsesevne hos den, der uforvarende er kommet på gyngende grund. ”Hamlet” er et udpræget teenage stykke, hvor vi følger den unge Hamlet i en brydningstid i hans liv. Det er et kærlighedsdrama med forelskelsen spæd og ny som hos Ophelia. Det er næsten revykomedie med klovnefigurer, groteske og sarkastiske. Det handler om opgør. Opgør med systemer og hierarkier, mod autoriteter, mod forældre. ”Hvad er det for roller, vi alle sammen tager på os?”. Det er både bloddryppende drama og poetisk teater på en og samme tid. Det er klassisk i sproget og nutidig i sin fortælling. ”Hamlet” er fortællingen om en ung mands tvivl på det hidtil så velkendte og trygge, en tvivl på sandheden. Hans verden viser sin vrangside frem, da hans elskede far pludselig dør. En kærlighed han for evigt mister. En familie, som derved går i opløsning. Efter faderens død, gifter Hamlets mor sig straks med sin afdøde mands bror. Kærligheden, den ægte, sættes på prøve. Hamlet sættes på prøve. Et familiedrama som hos Shakespeare udspilles blandt dronninger og prinser. Men et drama, som i virkelighedens verden udspilles til alle tider, også i det små. Familiedramaer. ”Hvem tør jeg stole på?”, ”Hvilken vej skal jeg vælge?”, ”Findes kærligheden, den rene uselviske?”, ”At være eller ikke?”, ”at leve eller gemme sig bort?”. Menneskebarnets medfødte retfærdighedssans. Menneskets instinktive søgen efter sandhed, efter holdepunkter. "... Det er den kolde morgen jeg synes hele verden er blevet min fjende. Jeg løber ned på gaden, det blæser, stormer. Det stormer inde i mig med vrede – mine hænder er knyttede, som til slag." Facts om Musical Syds ”Hamlet” Bearbejdning: Anders Baggesen Komponist: Eskild Dohn Iscenesættelse: Anders Baggesen Musikalsk instruktør: Eskild Dohn Koreograf: Kristina Mølgaard Medvirkende: 35 skuespiltalenter 6 musikere 10 teknikere ... alle mellem 13 og 25 år Premiere: Lørdag den 24. januar 2004 kl. 19.30 Forestillinger: Lørdag den 24. januar til fredag den 30. januar 2004 Sted: Musikhuset Århus

 


 

Billeder fra galleriet

Sponsorer

 

go!FM

 

go!FM

 

Musikhuset Aarhus

 

Ungdomsskolen Århus